Nøjagtig som alle andre lande i Europa blev Danmark også påvirket af den kolde krig. Den første prøvelse kom så tidligt som i foråret 1948.

 

Påskekrisen

Titlen Påskekrisen dækker over danske militære og politimæssige beredskabsforanstaltninger i slutningen af marts 1948. Baggrunden var internationale rygter, spredt af aldrig fuldt ud identificerede diplomatiske og efterretningsmæssige kilder, om forestående sovjetiske diplomatiske og/eller militære fremstød over for Norge, Danmark og evt. andre vesteuropæiske lande. En medvirkende årsag til alarmstemningen var det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet sidst i februar. Den danske regering anmodede allerede i begyndelsen af marts USA om våbenhjælp for at markere vilje til selvforsvar. Selvom rygterne om sovjetiske fremstød viste sig grundløse, fremskyndede krisen både de britisk-amerikanske planer om en nordatlantisk forsvarsalliance og forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund.

 

I 1953 modtog Danmark en amerikansk anmodning om at stille baser til rådighed for amerikanske fly. Den danske regering besluttede imidlertid at afvise fremmede styrker og placering af atomvåben på dansk grund i fredstid. De danske forbehold bidrog til en opfattelse af, at landet var forbeholdent overfor NATO-samarbejdet, men det var formentlig også et udtryk for Socialdemokratiets ønske om at få de radikales accept af NATO uden at tilslutte sig alliancen fuldt ud. Imidlertid tillod Danmark i erkendelse af, at man ikke selv kunne løfte opgaven at forsvare Grønland, at USA havde militære anlæg her, bl.a. Thulebasen.

 

Sideløbende med de sikkerhedspolitiske overvejelser søgte Danmark at spille en rolle i FNs hjælpearbejde, bl.a. ved at indsætte Jutlandia i Koreakrigen og modtage over 1.000 ungarske flygtninge efter den sovjetiske invasion i 1956. Året efter meldte sig igen spørgsmålet om atomvåben på dansk grund. Statsminister H.C. Hansen udtalte i Folketinget, at sådanne ikke “under de nuværende omstændigheder” ville blive placeret på dansk grund; imidlertid blev det i 1996 offentlig kendt, at han i et brev til den amerikanske ambassadør i København skrev, at muligheden for opstilling af atomvåben i Grønland “ikke giver anledning til nogen kommentarer fra min side”. Dette gav reelt amerikanerne bemyndigelse til at gøre, som de ønskede, hvis Danmark ikke blev direkte underrettet herom. Den amerikanske udenrigsminister opfattede situationen som “grønt lys” for USA, da han takkede H.C. Hansen for “det hjælpsomme arrangement" i december 1957 i Paris.

 

I relation til den kolde krig spillede Danmark formentlig en rolle i det storpolitiske spil under Cuba-krisen i1962. Det var ifølge senere fremkomne oplysninger Langelandsfortet, Hamme-rodde Fyr og Fyrskib Gedser Rev, der i første omgang opdagede de russiske handelsskibe lastet med SS-4 Sandal missiler på vej til Cuba. Efter Cubakrisen førte især Jens Otto Krags regeringer en mere aktivistisk udenrigspolitik end tidligere set; denne politik er senere blevet betegnet som “europæisk atlantisme”. Kernen i strategien var at indgå aktivt i forhandlingsspillet, både gennem besøg i Washington og ved at invitere Sovjetunionens leder Khrusjtjov på officielt besøg i Danmark i juni 1964. Politikken, der byggede på en fælles udenrigspolitisk forståelse mellem de fire “gamle” partier, blev sat under pres, da et amerikansk atombevæbnet bombefly i 1968 styrtede ned nær Thulebasen. Jens Otto Krag udsendte en pressemeddelelse, hvor han ikke ville udelukke en nødlanding, men samtidig understregede, at “der ikke kan ske overflyvning af Grønland (…) med atombomber”, selv om han havde kendskab til H.C. Hansens brev fra 1957 og den amerikanske tolkning heraf.

 

Udenrigspolitikken var i 1980’erne præget af fodnotepolitikken, der betegnede et brud med NATOs dobbeltbeslutning fra 1979 og gav Danmark et tvivlsomt ry i de øvrige NATO-lande. I USA opfandt man udtrykket “Denmarkization” om en udenrigspolitik, der modsætter brugen af atomvåben. Baggrunden for fodnoterne var, at De Radikale støttede Socialdemokratiet og venstrefløjen i modstanden mod opstilling af mellemdistanceraketter (atomraketter), men samtidig stemte for Schlüter-regeringernes økonomiske politik. Efter valget i maj 1988 dannedes en trekløverregering med deltagelse af V, K og R, hvorved det alternative flertal bag fodnotepolitikken gik i opløsning. I rapporten Danmark under den kolde krig vurderer en ekspertgruppe fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), at Danmark – trods fodnoterne – fra dannelsen af NATO var et loyalt og engageret medlem af den vestlige forsvarsalliance. 

 

Efter mange års kold krig var der i slutningen af 1980'erne ved at ske en opblødning i den hårde konflikt. Hele verdens befolkning begyndte nu at tale om 

 

 

BEGREBSFORKLARING:

 

SS4-Sandal Missil: mellemdistancemissil med mellemstor rækkevidde, som kan medføre atomar ladning.

 

Jens Otto Kragh: Fremtrædende dansk, socialdemokratisk politiker og statsminister i flere perioder.

 

Fodnotepolitik: Fodnotepolitikken er et begreb, der bruges om dele af den danske sikkerhedspolitik i perioden fra 1982 til 1988. Fodnoterne skulle sikre, at Danmark ikke tillod opstilling af atomraketter på dansk grund, og derigennem kunne Danmark undgå at provokere Sovjetunionen. Grønland har siden vist sig som en speget del at denne politik, da der med stor sandsynlighed har været atomvåben på Grønland i kortere perioder.

 

Dobbeltbeslutning: Dobbeltbeslutningen gik ud på, at man ville give Sovjetunionen fire år til at forhandle om at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud fra Østeuropa. Hvis ikke forhandlingerne i løbet af denne periode førte til aftaler om nedrustning, ville man fra NATO's side, begyndende fra slutningen af1983, opstille 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa, fordelt på 108 mobile Pershing II-mellemdistanceraketter, og 464 jordbaserede Tomahawk-krydsermissiler.