top of page

Afghanistan 1979-89

Den afghansk-sovjetiske krig fra 1979-89 var en væbnet konflikt mellem den sovjetisk støttede regering i Afghanistan og en række islamiske oprørsgrupper.

 

Den 28. april 1978 gennemførte det afghanske kommunistparti et blodigt statskup og overtog magten i landet. Derefter gennemførte den kommunistiske regering jordreformer, gav kvinderne stemmeret, indførte forbud mod tvangsægteskaber og erstattede de religiøse islamiske love med sekulære love. Reformerne var moderate fra et vestligt synspunkt, men radikale fra et lokalt. Den hurtigt voksende sovjetiske indflydelse kombineret med den politiske undertrykkelse og den stærke modstand mod reformerne førte til en omfattende guerillakrig mod det kommunistisk-ledede styre med Noor Mohammed Taraki i spidsen. I 1979 arresterede, udviste og henrettede den kommunistiske regering mange af mujahedin-oprørerne. Taraki blev dræbt og kort efter erstattet af Hafizullah Amin. Den afghanske regering bad flere gange Sovjetunionen om militær assistance, men dette blev i første omgang afvist af Sovjetunionen. Den 25. december 1979 marcherede den røde hær imidlertid ind i Afghanistan, da Moskva var bange for, at den nye præsident Amin skulle søge støtte hos USA. Sovjetunionen indsatte derfor en ny regering ledet af Babrak Karmal.

 

USA støtter oprørerne

Den sovjetisk støttede afghanske regering førte derefter krig mod både muslimske og etniske oprørsgrupper. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA og Pakistan støttede muslimske oprørsgrupper finansielt på grund af deres modstand mod den kommunistiske regering. Saudi Arabien støttede oprørerne finansielt på grund af deres muslimske baggrund.

Maktab al-Khadamat (MAK) var en organisation, der blev ledet af den rige saudiaraber Osama bin Laden, og som sendte penge, våben og muslimske krigere ind i landet med støtte og hjælp fra regeringerne i USA, Pakistan, Saudi-Arabien, Iran og Israel. I 1988 brød bin Laden og en række andre mere militante medlemmer med MAK og grundlagde al-Qaida for at udvide kampen mod Sovjetunionen til hele verden.

Sovjetunionen trak sine styrker ud af Afghanistan i februar 1989, men fortsatte med at støtte den kommunistiske regering, der nu blev ledet af Mohammed Najibullah. CIA og Saudi Arabien fortsatte også med at støtte mujahedinerne. Da Sovjetunionen kollapsede, og støtten ophørte, blev regeringen væltet den 18. april 1992, og en islamisk stat blev kort efter oprettet.

 

BEGREBSFORKLARING:

 

Statskup: Pludselig, evt. voldelig overtagelse af regeringsmagten, udført på udemokratisk måde af militæret eller en mindre gruppe inden for regeringen

 

Sekulære love: Love i et land hvor kirke og stat er adskilt. I nogle muslimske lande har kirken politisk magt, hvilket ikke er tilfældet i sekulært styrede lande (som f.eks Danmark). 

 

Mujahedin: I den muslimske verdens kamp mod den europæiske kolonialisme blev ordet ofte brugt som betegnelse for dem, der var aktive i den nationale frihedskamp. Under den sovjetiske militære tilstedeværelse i Afghanistan 1979-89 var dette navnet på de mange frivillige, der var aktive i kampen mod den sovjetiske besættelsesmagt.

bottom of page