Ideologier
Socialisme
Liberalismen fik mange tilhængere i slutningen af 1700-tallet og fremefter. Da fabrikker og maskiner begyndte at dukke op i 1800-tallet, skete der store omvæltninger. Landbruget blev mere effektivt. Det betød, at mange vandrede fra land til by. I byen var der nemlig arbejde at få på de nye fabrikker. Arbejdet på fabrikkerne var hårdt, farligt og dårligt lønnet.
Liberalisterne havde ingen løsning på de dårlige arbejdsbetingelser. Tværtimod sagde de, at man måtte acceptere de ringe arbejdsforhold, når man havde frikonkurrence. Hvis staten blandede sig i forholdene på fabrikkerne, ville det forvridekonkurrencen. Dette ville være til skade for hele samfundet, mente liberalisterne.
De dårlige forhold for arbejderne på fabrikkerne gjorde, at der opstod nye tanker om at forbedre arbejdsvilkårene. Nogle pegede på, at i et samfund baseret på konkurrence, vil de svage altid få svært ved at klare sig. Derfor opstod ønsket om et helt nyt samfund, hvor goderne var mere lige fordelt, så ingen led nød. Disse nye tanker kaldes socialisme.
Selvom der er mange former for socialisme, har de dog en del til fælles:
1. Grundlæggende mener socialisterne, at mennesket er socialt af natur. Det vil sige, at mennesker både har brug for hinanden og gerne hjælper hinanden. Man mener således, at det ligger dybt i mennesket at tage sig af de svageste i samfundet.
2. Socialisterne mener, at det ikke er muligt at skabe frihed, så længe der er nogle, der tjener styrtende med penge, mens andre næsten ikke har en rød øre. Når nogle få mennesker ejer fabrikkerne, og arbejderne kun kan leve af at sælge deres arbejdskraft, vil der altid være ulighed. Uden økonomisk lighed er der ingen frihed. Skal man skabe frihed, er man derfor nødt til at skabe økonomisk lighed.
3. Hvis man vil ændre den økonomiske ulighed, må man have fælles eje af produktionsmidlerne. Der må altså ikke være nogle enkelte mennesker, der ejer banker, supermarkeder, fabrikker mv. Alle virksomhederne skal ejes af hele samfundet. I praksis betyder det, at det er staten, der ejer det hele. På den måde kan man bedre opnå, at ingen tjener for meget, og ingen tjener for lidt.
Tyskeren Karl Marx (1818-1883) var både historiker, økonom og filosof. Han regnes for at være socialismens største tænker, og han deltog også selv i en revolution i Tyskland i 1848. Revolutionen skulle have forbedret de svages forhold, men den mislykkedes og Marx måtte flygte til London. Frem til ca. 1990 var samfundene i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande bygget på den socialistiskeideologi. I dag er det kun få lande som Kina, Nordkorea og Cuba, der regnes for at være socialistiske. Kina er i disse år dog hastigt på vej væk fra socialismen.
Disse holdninger har de fleste socialister til fælles. De er også grundlæggende enige om, at de stærke i samfundet - dvs. de rige - skal hjælpe de svage. Derfor lægger socialister vægt på, at der skal ske en udligning af de sociale forskelle. Forskellen mellem rig og fattig skal gøres så lille som mulig.
Socialister er til gengæld ofte uenige om, hvordan det socialistiske samfund skal skabes. Nogle mener, at det skal ske ved en stor samfundsomvæltning, hvor man på én gang fjerner dem, der har magten over virksomhederne. Det kalder man for revolution. Andre mener, at det skal ske mere gradvist ved hjælp af små ændringer af samfundet, dvs. reformer. Det kalder vi for reformisme. Reformisterne vil altså gennemføre den socialistiske idé gradvist ved hjælp af demokratiske reformer.
De revolutionære vil derimod omstyrte det nuværende samfund ved hjælp af magtanvendelse. Man kunne også kalde de socialister, der vil have revolution, for 'hårde' socialister, og de andre for 'bløde' socialister. Det kan du læse mere om i kapitlet om partierne. Igen bruger vi udtrykkene 'hård' og blød' med samme forbehold som oven for.
Den mest kendte socialist er Karl Marx. Ifølge ham findes der to grupper af mennesker: Kapitalister og arbejdere. Kapitalisterne er dem, der ejer virksomhederne, mens arbejderne kun kan sælge deres arbejdskraft. (I dag bruges ofte udtrykket 'lønmodtagere' om arbejdere). Han mente, at arbejderne hele tiden ville få det dårligere. Og på et eller andet tidspunkt ville de have fået nok og gøre oprør. Ifølge Marx ville alle lande altså få revolution. Det er dog kun sket i nogle enkelte lande.
Mange virksomhedsejere blev naturligvis oprørte over socialisterne. De havde været vant til at have en både villig og meget billig arbejdskraft. Skulle virksomhedsejerne virkelig opgive formue, ejendomsret og indflydelse til fordel for de fattige?
I mange lande kom det til sammenstød mellem socialister og magthaverne i slutningen af 1800-tallet. Magthaverne var tilhængere af de liberalistiske idéer. I Danmark var der en del sammenstød mellem socialister og politi, men urolighederne var begrænsede. Det skyldtes, at socialisterne i Danmark mest har været 'bløde' socialister. Socialdemokraterne, som 20-30 pct. af danskerne stemmer på, er således 'bløde' socialister.
De 'bløde' socialister er oven i købet enige med liberalisterne på visse områder. De går f.eks. også ind for personlig frihed. Men derudover vil de gerne have en mere social fordeling af rigdommene.
Ligesom Danmark er præget af den liberalistiske tankegang, er vi også påvirket af socialismen. Den offentlige sektor spiller en stor rolle i vores samfund. Politi, domstole, veje, sygehuse, biblioteker, undervisning mv. er alt sammen en del af den offentlige sektor. De økonomiske forskelle forsøger staten også at udjævne ved at indkræve skatter og hjælpe de svage.
Enhedslisten og SF er ligesom Socialdemokraterne partier, der bygger på socialistiske idéer. Socialdemokraterne og SF er i den meget 'bløde' ende, og ofte taler man her om socialdemokratisme eller demokratisk socialisme. Enhedslisten er til den lidt "hårdere" socialisme.
Forskelle på socialister og liberalister
Den store forskel på liberalister og socialister er deres holdning til samfundsøkonomien. Socialisterne mener, at staten skal gribe ind og styre økonomien. Liberalisterne mener, at staten skal blande sig uden om og overlade det hele til det private initiativ, dvs. det private erhvervsliv.
Man kan dele folk op efter, om de hælder mest over mod liberalismen eller over mod socialismen. Der vil senere på siden være en opgave, hvor jeres besvarelse vil placerer jer enten som socialister eller liberalister, hvem ved - måske en blanding.
