
Ideologier
Konservatisme
Konservatisme er en ideologi, der opstod i 1700-tallet ligesomliberalismen. Ordet konservatisme kommer af at 'konservere', der betyder at bevare. I den konservative ideologi går man ind for at bevare samfundet, som det er - i modsætning til socialismen, som sigter på direkte at lave samfundet om efter socialistiske idéer.
I konservatismen ligger en frygt for, at ved store samfundsomvæltninger smider man de traditioner og fælles værdier væk, som er med til at holde sammen på samfundet.
'Man ved, hvad man har, man ved ikke, hvad man får', kunne være konservatismens slogan. Man har en vis skepsis over for forandringer. Hvis der absolut skal ændres noget, er det bedst at gå langsomt frem og kun lave mindre forbedringer hen ad vejen - og samtidig holde fast i de positive elementer, som man gennem generationer har opbygget.
Man taler i den forbindelse om en såkaldt evolutionær samfundsudvikling - dvs. en gradvis udvikling med små kridt ad gangen. I modsætning til dette berørte vi tidligere socialisternes idé om en revolutionær samfundsomvæltning.
I konservatismen lægges der vægt på traditioner og værdier som kongehuset, kirken, familien, forsvaret og kulturen. Det er jo netop disse områder, som er med til at bevare den nuværende samfundsorden og som bør være bærende for den samfundsmæssige udvikling. For mange konservative er det således vigtigt at styrke det nationale fællesskab. Derfor er historien også meget vigtig for den konservative person.
Konservative deler liberalismens tanker om markedsøkonomi. De går således ind for fri konkurrence og privat ejendomsret. Også på mange andre samfundsområder er der ikke den store forskel på de to ideologier.
Visse væsentlige forskelle er der dog. Konservative afviser nemlig ikke - som de liberale - at staten skal spille en vis rolle i samfundslivet.

Edmund Burke (1729-1797) regnes for konservatismens fader. Han var født i Irland og gjorde politisk karriere i England. Han var meget kritisk over for den franske revolution i 1789, hvor man med vold afskaffede kongedømmet og indførte republik. Burke mente, at en sådan revolution ville medføre alt for store og pludselige samfundsomvæltninger. Ifølge Burke skal samfundsmæssige forandringer ske stille og roligt og i overensstemmelse med de traditioner og værdier, der er gældende i samfundet.
Først og fremmest skal staten tage hånd om de svageste i samfundet. Konservatismen lægger op til, at samfundet har et ansvar for, at ingen borgere lider nød. Dermed udtrykkes en omsorg for samfundets svageste. Her har konservatismen en del til fælles med socialliberalismen. Og det er måske især på dette punkt, at forskellen mellem konservatisme og liberalisme er størst. I liberalismen er fattigdom den enkeltes eget problem.
Konservative er heller ikke imod, at staten går ind og laver diverse regler for befolkningen og erhvervslivet, hvis det er i samfundets interesse. Her mener de liberale, at den personlige frihed kommer i første række. Så på denne måde harkonservatismen mere blik for fællesskabet og ser staten som en vigtig spiller i samfundslivet.
Blandt konservative ser man flere retninger. Lægger man som konservativ vægt på samfundets ansvar over for de svageste i samfundet, kaldes man for socialkonservativ.
Har man mere fokus på de nationale værdier som den fælles kultur, forsvaret og kongehuset, vil man blive betegnet nationalkonservativ.
Den konservative ideologi findes herhjemme hos partiet Det Konservative Folkeparti. Men den præger i høj grad også partier som Venstre og Dansk Folkeparti.


