Ideologier
Nationalisme
De fleste mennesker er glade for deres eget land. Det gælder også danskerne. Vi hepper på fodboldlandholdet, når der er EM og VM i fodbold. Vi flager med Dannebrog, når vi har fødselsdag. Og når vi snakker med udlændinge, er vi nok tilbøjelige til at fremhæve vores velfærdsstat og vores demokrati. En sådan stolthed over sit eget land er ganske naturlig. Man betegner dette med udtrykket 'nationalfølelse'.
Noget helt andet er det imidlertid med nationalisme, som er en politisk ideologi. Også den findes i en 'blød' og en 'hård' version. Overordnet siger den nationalistiske ideologi, at befolkningen i et land helst kun bør bestå af mennesker fra det samme folk. Med udtrykket 'folk' mener vi hermed mennesker, som taler samme sprog, har samme religion, har en fælles historie, har samme traditioner mv. Et land som Danmark bør eksempelvis helst kun bestå af danskere, vil ideologien fremføre.
I den 'bløde' form for nationalisme er argumentet, at demokratiet fungerer bedst, når folk forstår hinanden, og når man kan diskutere de fælles problemer indbyrdes. Dette kræver, at man taler samme sprog. Et velfungerende demokrati kræver også, at man har respekt for hinanden og hinandens synspunkter - og at man er villig til at lade sig stemme ned i en afstemning. Derfor er det hensigtsmæssigt, at hele befolkningen har nogenlunde samme værdier og forestillinger. Og det har man typisk, hvis man har en fælles historie, har samme religion osv.
Omvendt siger ideologien, at demokratiet får svære vilkår, hvis der inden for et lands grænser bor mange forskellige folkeslag, hvor ikke alle deltager i de fælles samfundsmæssige beslutninger. Det kan i sådanne tilfælde især være vanskeligt at opretholde en velfærdsstat, hvor man ofte betaler meget i skat til at finansiere udgifterne til de svageste isamfundet. Skal folk betale meget i skat, så kræver det, at der i befolkningen er en vis samhørighed, en følelse af fællesskab. Og dette opnås lettest, hvis befolkningen har nogenlunde samme værdier.
Undersøgelser blandt EU-landene viser, at danskerne er det folkefærd, som værdsætter deres demokrati højest. Og mange af os bliver stolte, når vi ser håndboldgutterne vinde guldmedaljer. Men det har ikke noget med nationalisme at gøre. Man kan sagtens være stolt af sit land uden af den grund at være nationalist. Der er nemlig stor forskel på nationalfølelse og nationalisme.
Ifølge denne tankegang vil verden blive et fredeligere sted, hvis hvert folk (nation) havde deres egen stat.
Den 'hårde' nationalisme tager udgangspunkt i en opfattelse af, at ens eget folk er et specielt folkefærd, som er højt hævet over andre folk. Ifølge denne tankegang ser man ned på andre folkeslag og betragter dem som mindreværdige. Omvendt ser man måske oven i købet sit eget folk som 'udvalgt' af Gud.
'Hårde' nationalister går ofte vidt for at håndhæve princippet om, at en stat kun bør bestå af ét folk. Tit går de ikke af vejen for at bruge vold for at tvinge andre folkeslag væk. Blandt 'hårde' nationalister ser man ofte en dyrkelse af historiske helteskikkelser, ligesom man er tilhænger af et stærkt militær, der kan bruges som redskab til at tryne andre folkeslag.
Den norske massemorder Anders Breivik, som i sommeren 2011 myrdede 69 unge mennesker på øen Utoya og endnu 8 andre ved et bombeattentat, kan betegnes som en 'hård' nationalist - ovenikøbet af den rigtig hårde slags.
Mange borgerkrige er udløst på grund af, at 'hårde' nationalister har forsøgt at smide andre folkeslag ud af deres land. I mange lande bor flere folkeslag sammen, og her ser man ofte, at de enkelte folkeslag bekæmper hinanden i bestræbelserne på at få landet helt for sig selv. Nationalister har i visse ekstreme tilfælde anset det for rigtigt at udvide deres eget lands territorium, så de fik mere plads til deres eget folk. På denne måde er adskillige krige gennem tiderne opstået som følge af forskellige folks ønske om at få mere magt til netop deres folkeslag.
Mange af de danske politiske partier har inddraget elementer af den 'bløde' nationalisme. Den 'hårde' nationalisme har imidlertid aldrig rigtig fundet fodfæste herhjemme, om end synspunkterne af og til ses dukke op i den politiske debat på skoler og arbejdspladser.
Borgerkrigen i Bosnien i 1991-95 opstod på baggrund af serbernes ønske om danne én samlet serbisk stat, kun for serbere. Serbernes nationalistiske ideologi indebar bl.a., at man terroriserede den muslimske befolkning, som boede i området, ved at nedbrænde deres huse mv. Denne såkaldte etniske udrensning nåede sit højdepunkt i sommeren 1995 i byen Srebrenica, hvor serberne henrettede 7000 tilfangetagne muslimske mænd og drenge. Det regnes for en af de mest tragiske begivenheder i nyere europæisk historie. Fotoet viser den store kirkegård uden for Srebrenica, hvor ofrene ligger begravet. Indkriften på gravstenen lyder: Edin Osmanovic, 1979-1995..