Sygdomsopfattelser i middelalderen

 

Før kristendommens indførelse i Danmark, dvs. omkring år 1000, tog menneskenes sygdomsopfattelse sit udgangspunkt i troen på de onde ånder. Hvis disse ånder trængte ind et menneskelegeme, blev mennesket sygt. Ånderne var normalt passive og skulle derfor ”aktiveres” for at forårsage en sygdom. Det kunne gøres af f.eks. troldkyndige mennesker, som ville hævne sig på offeret, af overnaturlige væsner som elver, vætter og marer samt af dyr som orme, der ansås for at være de onde ånders stedfortrædere.

 

Efter kristendommens indførelse blev kirken den styrende faktor i menneskenes naturopfattelse og også i deres sygdomsopfattelse. Kirken medbragte den europæiske, klassiske sygdomsteori, som gik ud på, at alt bør være i balance.

 

Denne teori tager sit udspring i Hippokrates’ lære om De Fire Væsker. Disse fire væsker, også kaldt humores (latin), skulle være i indbyrdes balance for at sikre helbredet. Væskerne svarede til de fire elementer, som man mente universet bestod af og havde samme egenskaber, ligesom de var forbundet med bestemte dele af kroppen:

 

Væske	Element	Egenskaber	Legemsdel
Blod	Luft	Varm og vådt	Blod
Slim	Vand	Kold og vådt	Hjerne (Hypofyse)
Gul galde	Ild	Varm og tørt	Lever
Sort galde	Jord	Kold og tørt	Milt

 

Se eventuelt mere her: