Behandlingsformer

 

Før kristendommen var der, set med vores øjne, ingen lægekyndige folk, der kunne helbrede datidens sygdomme. Der var til gengæld visse folk, især kvinder, som specialiserede sig i sygdomsbehandling. Disse mænd og kvinder tilhørte de højere sociale lag, og det var et farligt arbejde, da man let kunne blive beskyldt for hekseri. Behandlingen foregik altid i den syges hjem og dens vigtigste elementer var magiske trylleformularer, sange osv.

 

 

Da kristendommen kom til Vesteuropa i 800-1000 e.Kr, blev klostrenes opgave primært at yde medicinsk hjælp. Det var den kristne barmhjertighed og moral, der krævede det.

De første hospitaler, som kirken opførte, var små og beregnet til pilgrimme. Hospitalerne i senmiddelalderen var ofte meget mere imponerende. St. Leonard’s hospital i York husede 225 syge og fattige i 1287. Endnu større var hospitalerne i Milano, Siena og Paris. I 1400-tallet var der over 30 stiftelser i Firenze, en by med blot 30.000 indbyggere. I 1224 var der allerede ca. 60 klostre, hospitaler og helligåndshuse i Danmark, mens der var over 500 i England i 1400-tallet. Hvem kunne søge tilflugt til disse hospitaler og klostre?

 

Stort set alle var velkomne:

•    Invalider

•    Tiggere

•    Hjemløse

•    Hittebørn

•    Kronisk syge

 

Alle disse mennesker var udstødte, dvs. de havde en lav social status og ingen familie, der kunne tage sig af dem. Der blev også oprettet specielle hospitaler for de spedalske. I Danmark var det Skt. Jørgensgårdene, der tog sig af de spedalske.