NATO -
Efter 2. verdenskrig spidsede det konfliktfyldte forhold mellem Vesten og Sovjetunionen til og flød ud i en lang konflikt, kendt som Den Kolde Krig. I Tjekkoslovakiet kom kommunisterne til magten i februar 1948 støttet af Moskva, Finland var allerede blevet påtvunget en venskabs- og samarbejdstraktat med Sovjetunionen, Norge var også sat under pres af Moskva for at holde sig neutral eller indgå en lignende aftale, og i juni 1948 indledte Sovjetunionen blokaden af Berlin.
De vesteuropæiske lande følte sig udsatte, og Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig samt Storbritannien dannede i første omgang deres egen alliance i 1948, kalder Vestunionen. Men Sovjetunionens militære styrke var langt overlegen, og derfor tog det britiske og det amerikanske udenrigsministerium initiativet til en udvidet alliance, hvor den nye supermagt USA befæstede sin tilstedeværelse i Europa.
Resultatet blev Den Nordatlantiske Traktat fra 1949, bedre kendt som Atlantpagten, hvor også Canada, Danmark, Island, Italien, Norge og Portugal deltog, og NATO blev, som beskrevet ovenfor, etableret i tilknytning til denne traktat.
Til at begynde med var NATO mest en politisk organisation beskyttet af USAs kernevåben, men efter Koreakrigens udbrud i 1950 blev der sat skub i medlemslandene for at få etableret en egentlig militær organisation. Herefter indledte alliancen en omfattende oprustning af Vesteuropa med konventionelle våben som kampvogne, artilleri og soldater. I 1954 blev de første amerikanske kernevåben placeret i Europa - først i Storbritannien og siden i Tyskland, Italien, Frankrig, Tyrkiet, Holland, Grækenland og Belgien.
Natos primære opgave var at afskrække Sovjetunionen fra angreb på medlemmer af NATO-pagten. Dette trusselsbillede har ændret sig noget siden traktatens start, men på næste side kan du/I læse om NATOs nutidige