Særlige lovgivningsprocedurer

 

Ved siden af den almindelige lovgivningsprocedure findes der to andre centrale procedurer; Høringsproceduren og proceduren for samstemmende udtalelse. Kommissionen har også mulighed for at vedtage regler – de såkaldte gennemførelsesforanstaltninger eller komitologiretsakter.

 

Høringsproceduren

 

Høringsproceduren er den klassiske beslutningsprocedure, som stadig er vigtig, selvom den blev introduceret tilbage i 1958 med vedtagelsen af Rom-traktaten. Ifølge høringsproceduren høres Europa-Parlamentet, som har mulighed for at udtale sig om Kommissionens forslag, inden Rådet træffer en afgørelse.

 

Samstemmende udtalelse

 

Den samstemmende udtalelse blev indført med Den Europæiske Fælles Akt i 1987, og anvendelsesområdet blev med Maastricht-traktaten udvidet til at finde anvendelse på en række tilfælde, man ikke ønskede omfattet af proceduren for fælles beslutningstagen (i dag "den almindelige lovgivningsprocedure"), men hvor man alligevel ønskede at tildele Europa-Parlamentet en vigtig rolle.

Princippet i proceduren for samstemmende udtalelse er, at Rådet og Parlamentet skal være enige om den tekst, der skal vedtages. Rådet kan ikke vedtage en retsakt, uden at Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse, der bifalder den pågældende retsakt. Parlamentet kan ikke ændre et forslag, men afgiver Parlamentet en negativ udtalelse, kan Rådet ikke vedtage retsakten.

Proceduren anvendes f.eks. i forbindelse med nye medlemsstaters tiltrædelse af EU.

 

Når Kommissionen vedtager regler

 

I visse tilfælde kan Kommissionen selv vedtage regler (komitologi). Dels i henhold til bestemmelser i traktatgrundlaget, og dels når Rådet har bemyndiget Kommissionen til at vedtage retsakter, som skal supplere eller gennemføre Rådets retsakter – de såkaldte gennemførelsesforanstaltninger. Kommissionen skal ved udstedelsen af gennemførelsesforanstaltningerne holde sig inden for de rammer, Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigelsen (basisretsakterne).

Selv om der ikke er tale om helt samme forhold, kan situationen sammenlignes med, at Folketinget i Danmark kan bestemme, at en minister kan udstede bekendtgørelser i henhold til en lov og inden for lovens rammer, uden at Folketinget medvirker til at udarbejde bekendtgørelserne.