Den almindelige lovgivningsprocedure

 

Den almindelige lovgivningsprocedure er den vigtigste beslutningsprocedure i EU. Proceduren anvendes på godt og vel 75% af alle EUs politikområder, f.eks. miljø, forbrugerbeskyttelse, indre marked, transport samt politi- og strafferet. Den almindelige lovgivningsprocedure blev indført i 1993 og hed dengang Den Fælles Beslutningsprocedure.

Kernen i proceduren er, at Rådet og Europa-Parlamentet skal blive enige før et forslag kan vedtages. Det vil sige, at der skal være et flertal bag et forslag i begge institutioner.

Der er op til tre faser i den almindelige lovgivningsprocedure. Et forslag kan vedtages under den første fase eller gennemgå alle tre faser, hvis det er vanskeligt at nå til enighed. Så snart der er flertal i begge institutioner, er forslaget vedtaget, og proceduren slutter.

Proceduren starter med, at Kommissionen kommer med et forslag til lovgivning, som den sender til Europa-Parlamentet og Rådet. Dette gælder også for de fleste andre beslutningsprocedurer og skyldes Kommissionens rolle som initiativtager.

 

Førstebehandling

 

Førstebehandlingen begynder med, at Europa-Parlamentet diskuterer forslaget og vedtager en udtalelse om det. Udtalelsen skal vedtages med et simpelt flertal (dvs. et flertal af de Parlamentsmedlemmer, der deltager i afstemningen). Hvis Parlamentet ikke er tilfreds med Kommissionens udspil, indeholder udtalelsen også konkrete ændringsforslag.

Rådet behandler derefter forslaget. Forslaget kan vedtages, hvis et kvalificeret flertal af EU-landene er enige i Europa-Parlamentets udtalelse. Hvis det ikke er tilfældet, vedtager Rådet en såkaldt fælles holdning. Den fælles holdning svarer til Europa-Parlamentets udtalelse og er Rådets bud på, hvordan forslaget skal ændres.

I praksis er proceduren ikke opdelt i så faste etaper. Der vil oftest være en løbende kontakt mellem Europa-Parlamentet og EU-landene i Rådet, hvor de undersøger mulighederne for at forhandle sig frem til et kompromis. Faktisk lykkedes det i 2008 institutionerne at blive enige under førstebehandlingen i ca. 80% af sagerne.

Førstebehandlingen slutter altså med, at forslaget vedtages, eller med, at Rådet sender sin fælles holdning til Europa-Parlamentet. Dermed starter andenbehandlingen.

 

Andenbehandling

 

Anden fase af den fælles lovgivningsprocedure starter med, at Europa-Parlamentet diskuterer Rådets fælles holdning.

Forslaget er vedtaget, hvis Parlamentet godkender Rådets fælles holdning med simpelt flertal eller slet ikke udtaler sig inden for en bestemt frist.

Forslaget er forkastet, hvis Parlamentet afviser Rådets fælles holdning med absolut flertal (dvs. et flertal af alle Parlamentets medlemmer, ikke blot af dem, der er til stede under afstemningen). Hermed er det op til Kommissionen, om processen skal starte forfra med et nyt forslag.

Forslaget kan også ændres af Parlamentet. Men konkrete ændringsforslag til Rådets fælles holdning skal vedtages med absolut flertal. Hvis Rådet er enigt i disse ændringer, kan det vedtage forslaget med kvalificeret flertal (det kræver dog enstemmighed, hvis Kommissionen er uenig med Parlamentets ændringsforslag). Hvis forslaget vedtages, slutter beslutningsproceduren her. I 2008 blev 16% af forslagene vedtaget under andenbehandlingen.

Hvis Rådet ikke kan acceptere Europa-Parlamentets ændringer, går forslaget videre til tredjebehandlingen, forligsproceduren.

 

Tredjebehandlingen/Forligsproceduren

 

Under forligsproceduren samles repræsentanter for Rådet, Parlamentet og Kommissionen i et forligsudvalg, der skal forsøge at rede trådene ud mellem Rådet og Parlamentet samt udarbejde en kompromistekst. Udvalget består af en repræsentant for hvert EU-land og et tilsvarende antal medlemmer af Europa-Parlamentet og kommissæren med ansvar for forslaget.

Hvis det lykkes at nå til enighed om et kompromis i forligsudvalget, skal det vedtages i Europa-Parlamentet med simpelt flertal og i Rådet med kvalificeret flertal. I 2008 blev 4% af forslagene vedtaget efter forligsproceduren.

Forslaget bliver automatisk forkastet, hvis ikke det lykkes at nå til enighed om et kompromis, eller hvis kompromiset ikke bliver vedtaget inden for tidsfristen.

Tidsfristerne på hhv tre måneder og seks uger kan forlænges på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ med hhv. højst en måned og højst to uger.