Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

 

Til grund for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) lå en plan om at slå Frankrigs og Tysklands kul- og stålproduktion sammen. Denne plan var en følge ikke blot af de økonomiske forhold, men også af de politiske omstændigheder, idet kul og stål dannede grundlaget for de to landes industri og magt. Det overordnede politiske sigte var at styrke solidariteten mellem de to lande, at mane krigens spøgelse i jorden og bane vejen for europæisk integration.

I en tale den 9. maj 1950 foreslog den franske udenrigsminister Robert Schuman at oprette en fælles myndighed for Frankrigs og Tysklands kul- og stålproduktion som led i en ordning, hvori også andre europæiske lande kunne deltage.

Denne opfordring blev taget op af Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland, som indledte forhandlinger om en traktat. Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev underskrevet i Paris den 18. april 1951 og trådte i kraft den 23. juli 1952 for et tidsrum på 50 år. Den udløb den derfor den 23. juli 2002.

Det frie marked, der var formålet med traktaten, blev en realitet den 10. februar 1953 for så vidt angår kul og jernmalm samt -skrot, og den 1. maj 1953 for så vidt angår stål.